Kemi A-niveau ligger i forlængelse af kemi på B og
C-niveau. Du vil på A-niveau møde temaer og emner, som du kender fra
de andre niveauer, og som du her får mulighed for at få større
kendskab til, ligesom du vil møde nye spændende emner.
Kemi spænder vidt idet vi eksempelvis beskæftiger os med kemien i
hjemmet. Hvordan virker fx opvaskemidler, og hvad er en hudcreme eller
en hårshampo.
Kemi er også industri. Hvordan forkromer man solbriller så stellet
bliver helt blankt? Hvad er cement? Brugte romerne eller Christian IV
også cement? Hvad er krudt, og laver vi sådan noget i Danmark? Hvordan
sikrer Novo Nordisk at deres insulin er uden urenheder? Hvorfor er pH
vigtig for fiskene i Store Bælt?
Der er i kemiundervisningen mulighed for at møde flere
undervisningsformer, bl.a. klasseundervisning, projektarbejde,
spændende elevforsøg, ekskursioner til kemiske virksomheder eller til
universiteter, hvor man arbejder med moderne kemiske metoder. Ind
imellem vil undervisningen også kunne præges af elevoplæg og
efterfølgende diskussion. Vi skal fx lære om komplekse forbindelser.
Når man lægger anløbet sølvtøj i Silver Dip, bliver bestikket
skinnende igen. Årsagen er en kompleksreaktion. Men er det sundt at
arbejde med i de små hjem? - vi studerer etiketten!
På kemi A-niveau vil vi bl.a. bygge videre på den viden, du har fået i
organisk kemi på kemi B og C. Vi vil på dette niveau yderligere
perspektivere disse emner med lidt mere komplekse organiske synteser
og analyser, ligesom vi vil se nærmere på metodernes teoretiske
baggrund. Vi kan fx se på fremstilling af sprøjtemidler som Roundup,
lægemidler som fx albyler eller pamol. Vi kan også undersøge
naturstoffer. Hvad er koffein, og hvor stort er indholdet i kaffe
eller te.
En kemisk syntese ender altid med, at vi har det ønskede stof i en
blanding med en masse urenheder. Derfor er oprensninger også en vigtig
del af arbejdet på A-niveau.
For at undersøge om man står med det rene og rigtige stof, benytter
man i dag forskellige spektroskopiske metoder til at undersøge dette.
Som det eneste niveau vil du på kemi A lære om moderne analysemetoder.
Ved en spektroskopisk analyse belyser man en opløsning. Opløsningens
indhold af stoffer vil absorbere noget af lyset. En detektor vil
bestemme den del af lyset, der ikke tilbageholdes, og ud fra dette
tegnes et spektrum, som kan fortælle, hvad opløsningen indeholder. Vi
vil på kemi A lære at tolke sådanne simple spektre, og derved få
indblik i hvad folkene bag dopingkontrollen laver, eller hvordan man
kan kontrollere ozonlagets tykkelse.
Kemi A-niveau er et eksperimentelt fag, og der laves mange
eksperimenter. Ligesom andre A-niveauer vægtes det skriftlige arbejde
højt, og du vil derfor skulle skrive er række rapporter over det
eksperimentelle arbejde, samt løse en række skriftlige opgaver, alt
sammen en vigtig del af læreprocessen. Der er både en skriftlig og
mundtlig prøve i faget.
|
Kemis fagside |