Vedtægt for Nyborg Gymnasium
Kapitel 1: Navn, hjemsted og formål
§ 1. Nyborg Gymnasium er en selvejende institution inden for den
offentlige forvaltning med hjemsted i Nyborg
Kommune, Region Syddanmark, og omfattet af lov om institutioner for
almengymnasiale uddannelser og almen
voksenuddannelse m.v. Institutionens CVR-nummer er 29575738.
§ 2. Institutionen er oprettet den 1. januar 2007 ved Nyborg
Gymnasiums overgang fra at være en amtskommunal
institution til en selvejende institution, jf. § 14, stk. 4, i lov nr. 590
af 24. juni 2005, som ændret ved § 64, nr. 2, i
lov nr. 575 af 9. juni 2006.
§ 3. Institutionens formål er i overensstemmelse med dens
udbudsgodkendelser og lovgivningen at udbyde
gymnasiale uddannelser. Institutionens aktuelle udbud af uddannelser fremgår
af det til vedtægten vedhæftede bilag
med bestyrelsens underskrifter.
Stk. 2. Institutionen kan i tilknytning til uddannelserne, jf. stk. 1,
gennemføre indtægtsdækket virksomhed i
overensstemmelse med budgetvejledningens regler herom.
Stk. 3. Institutionens formål er endvidere efter undervisningsministerens
godkendelse drift af en kostafdeling i tilknytning til institutionens
uddannelser, jf. § 4 i lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser
og almen
voksenuddannelse m.v.
Kapitel 2: Bestyrelsens sammensætning
§ 4. Institutionen ledes af en bestyrelse på 6
medlemmer med stemmeret. Desuden har bestyrelsen to medlemmer
uden stemmeret. Medlemmer med stemmeret skal være myndige.
Stk. 2. Bestyrelsen sammensættes således:
1) 4 udefrakommende medlemmer:
1 medlem der udpeges af Syddansk Universitet.
1 medlem der udpeges af Fyns Erhvervscenter, Erhvervsdrivende fond.
1 medlem der udpeges af Lederforeningen i Danmarks Lærerforening, Nyborg
Kommune.
1 medlem der udpeges af kommunalbestyrelserne i regionen i forening.
2) 1 medlem med stemmeret og 1 medlem uden stemmeret, der udpeges af
elevrådet blandt deltagere i uddannelse
ved institutionen. Elevrådet tager ved udpegningen stilling til, hvilket
medlem, som er fyldt 18 år, der har
stemmeret.
3) 1 medlem med stemmeret og 1 medlem uden stemmeret, der udpeges af og
blandt institutionens medarbejdere.
Medarbejderne tager ved udpegningen stilling til, hvilket medlem der har
stemmeret.
Stk. 3. Bestyrelsen bør have en ligelig sammensætning af kvinder og mænd.
Stk. 4. Medarbejdere og deltagere i uddannelse ved institutionen kan ikke
efter stk. 2, nr. 1, udpeges som
udefrakommende medlemmer af bestyrelsen.
Stk. 5. Institutionens leder, jf. § 15, der er bestyrelsens sekretær,
deltager i bestyrelsesmøderne uden stemmeret.
§ 5. Blandt de udefrakommende medlemmer, jf. § 4, stk. 2, nr. 1,
skal der være medlemmer, der har erfaring fra
erhvervsliv, grundskolesektor og den videregående uddannelsessektor.
Stk. 2. De udefrakommende medlemmer udpeges i deres personlige egenskab og
skal tilsammen have erfaring med
uddannelsesudvikling, kvalitetssikring, ledelse, organisation og økonomi,
herunder vurdering af budgetter og
regnskaber samt uddannelseskvalitet.
§ 6. Bestyrelsens funktionsperiode er 4 år løbende fra
førstkommende 1. maj efter, at valg til kommunalbestyrelser
har været afholdt.
Stk. 2. Ingen kan udpeges til bestyrelsen efter det fyldte 70. år.
Stk. 3. Genudpegning kan finde sted.
Stk. 4. Hvis et medlem ikke længere opfylder betingelserne for at være
medlem, jf. § 17 i lov om institutioner for
almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v., skal medlemmet
udtræde af bestyrelsen
øjeblikkeligt. Den udpegningsberettigede skal hurtigst muligt udpege et nyt
medlem for den resterende del af
funktionsperioden.
Kapitel 3: Bestyrelsens opgaver og ansvar
§ 7. Bestyrelsen har den overordnede ledelse af institutionen.
Stk. 2. Bestyrelsen fastlægger institutionens målsætning og strategi for
uddannelserne og tilknyttede aktiviteter på
kort og på langt sigt samt godkender budget og regnskab.
§ 8. Bestyrelsen er over for undervisningsministeren ansvarlig for
institutionens drift, herunder for forvaltningen af
de statslige tilskud.
Stk. 2. Bestyrelsesmedlemmerne hæfter ikke personligt for institutionens
økonomiske forpligtelser. For
bestyrelsens medlemmer gælder dansk rets almindelige erstatningsregler.
§ 9. Bestyrelsen skal forvalte institutionens midler, så de blive
til størst mulig gavn for institutionens formål. Inden
for dette formål og under de vilkår, der er fastlagt i lovgivningen eller i
medfør af denne, disponerer bestyrelsen frit
ved anvendelse af de statslige tilskud og øvrige indtægter under ét.
Stk. 2. Institutionens midler anbringes med undtagelse af nødvendig
kassebeholdning efter bestemmelserne i § 21, stk. 3 og 4, i lov om
institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v.
Stk. 3. Alle værdipapirer tilhørende institutionen skal være noteret i
institutionens navn.
§ 10. Bestyrelsen ansætter og afskediger institutionens leder og
godkender efter indstilling fra lederen ansættelse og
afskedigelse af institutionens øvrige personale.
Stk. 2. Bestyrelsen skal følge de af finansministeren fastsatte eller
aftalte bestemmelser om løn- og
ansættelsesvilkår, herunder om pensionsforhold, for det personale, der er
ansat ved institutionen.
§ 11. Bestyrelsen udpeger institutionens interne revisor og
foretager revisorskift under iagttagelse af § 42, stk. 3, 2.
pkt., og § 43 i lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og
almen voksenuddannelse m.v.
Stk. 2. Bestyrelsen underretter Undervisningsministeriet og rigsrevisor om
den udpegede interne revisor og om
skift af intern revisor.
Kapitel 4: Bestyrelsens arbejde
§ 12. Bestyrelsen vælger blandt de udefrakommende
medlemmer, jf. § 4, stk. 2, nr. 1, sin formand og næstformand.
Stk. 2. Formanden - og i dennes fravær næstformanden - indkalder til og
leder bestyrelsens møder. Der afholdes
mindst 4 møder årligt. Møde skal endvidere afholdes, når mindst 2
bestyrelsesmedlemmer fremsætter krav herom.
Stk. 3. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af de
stemmeberettigede medlemmer er til stede.
Afgørelser træffes ved simpel stemmeflerhed, jf. dog stk. 4. I tilfælde af
stemmelighed er formandens - og i dennes
fravær næstformandens - stemme afgørende.
Stk. 4. Til beslutning om ændring af vedtægten, om køb, salg eller
pantsætning af fast ejendom og om
sammenlægning eller spaltning kræves, at mindst 2/3 af samtlige
stemmeberettigede bestyrelsesmedlemmer
stemmer herfor.
Stk. 5. Bestyrelsens beslutninger optages i et referat, der underskrives af
samtlige bestyrelsesmedlemmer. Et
bestyrelsesmedlem, der ikke er enig i bestyrelsens beslutning, har ret til
at få sin mening ført til referat.
Stk. 6. Bestyrelsens mødemateriale, herunder dagsordener og referater, skal
gøres offentligt tilgængelige. Sager,
dokumenter eller oplysninger, der er omfattet af forvaltningslovens
bestemmelser om tavshedspligt, må dog ikke
offentliggøres. Alle personsager og sager, hvori indgår oplysninger om
kontraktforhandlinger med private eller
tilsvarende forhandlinger med offentlige samarbejdspartnere, kan undtages
for offentliggørelsen, hvis det på grund
af sagens beskaffenhed eller omstændighederne i øvrigt findes nødvendigt.
§ 13. Der kan ydes bestyrelsens medlemmer et særskilt vederlag
efter de af Undervisningsministeriet fastsatte
regler herom.
Stk. 2. Bestyrelsesmedlemmernes rejseudgifter og øvrige udgifter i
forbindelse med hvervet afholdes af
institutionen efter reglerne om godtgørelse af udgifter ved tjenesterejser i
staten.
§ 14. Bestyrelsen fastsætter en forretningsorden for sit virke.
Forretningsordenen skal som minimum fastlægge:
1) Retningslinjer for formandens og næstformandens rolle.
2) Retningslinjer for arbejdsdelingen mellem bestyrelsen og institutionens
leder.
3) Retningslinjer for bestyrelsens tilsyn med institutionens leder.
4) Retningslinjer for bestyrelsens opfølgning på afrapporteringer om
institutionens målsætning og strategi foruddannelserne og tilknyttede
aktiviteter på kort og på langt sigt.
5) Retningslinjer for bestyrelsens drøftelser om bestyrelsens
kompetenceprofil.
6) Bestyrelsens pligt til at tage stilling til institutionens organisation,
såsom kvalitetssikring, regnskabsfunktion,
intern kontrol, it-organisation og budgettering.
7) Bestyrelsens pligt til at fastlægge institutionens løn- og
personalepolitik.
8) Bestyrelsens pligt til at skaffe sig de oplysninger, der er nødvendige
til opfyldelse af dens opgaver.
9) Bestyrelsens pligt til at følge op på planer, interne og eksterne
evalueringer, budgetter og lignende samt tage
stilling til rapporter om institutionens uddannelsesresultater, likviditet,
aktivitetsudvikling, finansieringsforhold,
pengestrømme m.v.
10) Bestyrelsens pligt til at tage stilling til indholdet af
revisionsprotokollen forud for dennes underskrivelse.
11) Bestyrelsens pligt til at gennemgå institutionens perioderegnskaber og
lignende i løbet af hvert regnskabsår og herunder vurdere budgettet og
afvigelser herfra.
12) Bestyrelsens pligt til at sikre tilstedeværelsen af det nødvendige
grundlag for revision.
13) Bestyrelsens pligt til at opstille procedurer, der sikrer, at
Undervisningsministeriet får den information, der er
fastsat i gældende lovgivning, for at føre tilsyn med og følge op på
institutionens udvikling.
Kapitel 5: Institutionens daglige ledelse
§ 15. Institutionens leder har den daglige ledelse af
institutionen og er ansvarlig for virksomheden over for
bestyrelsen.
Stk. 2. Lederen skal efter retningslinjer fastsat af bestyrelsen årligt til
bestyrelsens afgive forslag om det årlige
budget og planlægningen af institutionens uddannelser og tilknyttede
aktiviteter.
Kapitel 6: Tegningsret
§ 16. Institutionen tegnes af bestyrelsens formand og
institutionens leder i forening eller af en af disse i forening med
bestyrelsens næstformand.
Kapitel 7: Regnskab og revision
§ 17. Institutionens regnskabsår er finansåret.
Stk. 2. Institutionens regnskaber revideres af Rigsrevisionen i henhold til
§ 2, stk. 1, i lov om revisionen af statens
regnskaber m.m. Undervisningsministeren og rigsrevisor kan i henhold til § 9
i lov om revisionen af statens
regnskaber m.m. aftale, at revisionsopgaver varetages i et nærmere fastlagt
samarbejde mellem Rigsrevisionen og
den i § 11 nævnte interne revisor.
Stk. 3. Ved regnskabsårets afslutning udarbejder institutionen i
overensstemmelse med regler fastsat af
undervisningsministeren en årsrapport. Institutionens regnskabsføring skal
følge de regler, der er fastsat af
undervisningsministeren, og en regnskabsinstruks godkendt af bestyrelsen.
Stk. 4. Årsrapporten underskrives af samtlige bestyrelsesmedlemmer og af
institutionens leder. I forbindelse med indsendelse af årsrapporten skal
bestyrelsesmedlemmerne afgive en erklæring på tro og love om, at de opfylder
betingelserne for at være medlem af bestyrelsen, jf. § 17 i lov om
institutioner for almengymnasiale uddannelser og
almen voksenuddannelse m.v.
Kapitel 8: Nedlæggelse
§ 18. Beslutning om nedlæggelse af institutionen
træffes af undervisningsministeren, jf. § 5, stk. 1, i lov om
institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v.
Stk. 2. Ved institutionens nedlæggelse forestås likvidationen af et
likvidationsudvalg på 3 medlemmer, der udpeges
af bestyrelsen. Institutionens bestyrelse fungerer, indtil
likvidationsudvalget er nedsat.
§ 19. Nettoformuen, opgjort på likvidationstidspunktet, tilfalder
statskassen, jf. § 5, stk. 3, i lov om institutioner for
almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v.
Kapitel 9: Ikrafttrædelse mv.
§20. Denne vedtægt træder i kraft ved
undervisningsministerens godkendelse, der gives med virkning fra d. 1. juni
2007. Den siddende bestyrelse fortsætter dog indtil udløbet af sin
funktionsperiode, jf. hidtil gældende vedtægt godkendt af
Undervisningsministeriet den 15. november 2006, hvor en ny bestyrelse
tiltræder i overensstemmelse med denne vedtægts kapitel 2.
Stk. 2. Vedtægten kan ikke ændres uden undervisningsministerens
godkendelse. Det påhviler bestyrelsen til enhver tid at ajourføre det i § 3,
stk. 1, 2. pkt., nævnte bilag.
Således vedtaget på bestyrelsesmødet den 27-04-2007
|