1970’erne: Plejemor og revolutionen
Af Lars Lemche Iversen
Som man kan tage fejl.
Indtil jeg for nylig blev ringet op af kostskolen og bedt om at
nedfælde erindringer fra 1970'erne, mente jeg, at årene bag de gule mure
havde været en lidt for fængslende og bittersød oplevelse.
1970'erne var en barsk tid for følsomme og selvhøjtidelige sjæle.
Dem var vi mange af dengang - selvom vi skjulte det godt. Den rå og
saltede omgangstone fra alverdens Ø-riger som Ærø, Langeland og
Grønland kunne være hård kost.
Men det var god kost.
Det er ikke svært at få øje på, når man som nu bliver bedt om at
kikke minderne igennem. Tiden på kostskolen var mere sød end bitter. Det
er aldrig let at blive voksen.
Hvis nogen skulle have glemt det, var 70'erne et politisk årti.
Nutidens historieskrivere mener at vide, at ungdomsoprøret,
rødstrømperne, de fodformede uniformer og den urokkelige tro på
muligheden for at ændre samfundet hørte slutningen af 1960'erne til.
Det er løgn.
Måske blev ideerne udtænkt dengang. Men de blev gennemlevet i
1970'erne. Vi, der gik på kostskolen i slutningen af 1970'erne, nåede at
ride med på de sidste dønninger. Det var tiden før læderslips,
skjorter, pæne kjoler, KU'ere og afsindige adgangskrav til de højere
uddannelser.
Dengang troede mange af os, at vi skulle ud og ændre verden. Vi
strejkede på skolen og på kostskolen. Vi gik med i et par
demonstrationer - for synets og hyggens skyld. Vi var fantastisk
solidariske med det arbejdende folk "ude i samfundet".
Forresten husker jeg ingen på kostskolen, der selv havde drømmenom at
blive fabriksarbejder. Men vi lærte at have en mening. Og forsvare den.
Efter nutidens normer var vi en flok sjuskehoveder. Rigtige drenge drak
øl og røg pibe. Rigtige piger var rødstrømper. Og drak øl. Når vi
drenge gik på besøg i "gammel bygning", der var forbeholdt
pigerne, var vi altid parate til at diskutere ligestilling over en kop the.
Man skulle være blød for at være sød.
Vi hørte Pink Floyd på de små grammofoner. Vi sang med på Gasolins,
Bifrosts og Kræn Bysteds sange. Der blev spillet guitar i køkkenerne og
danset lancier på gangene. Det var hængerøv, partisantørklæder, fest,
flip og fald fart frem.
Men vi blev studenter. Så vidt jeg erindrer, gode studenter. Og så
vidt jeg ved, har de fleste klaret sig fortrinligt.
Egentligt utroligt. I et årti, hvor disciplin var et skældsord, er
det bemærkelsesværdigt så flot, vi trods alt forstod at administrere
friheden.
Har Nyborg Kostskole givet et bidrag til ungdoms-pædagogikken er det
frihed under ansvar. At bo på kostskole med egen indgangsnøgle,
tilladelse til at drikke øl og holde fester, næsten frie sengetider og
meget liberale regler om lektielæsning.
I den tid stod "Plejemor" støt som en klippe i de oprørte
vande. "Plejemor" var skolens økonoma. En bister, barsk, ældre
dame med underbid og et hjerte af guld - tror jeg. For en flok flippede
kostskolerødder aftvang "Plejemor" respekt i en respektløs
tid.
Billeder af "Plejemor" i spisesalen, strengt spejdende efter
os evindelige forsinkede. Billeder af "Plejemor" på vej ned
afgangene med sin lille tykke hund Rollo. De billeder står mejslet i
erindringen.
Det gør hendes mad også. Torskeruller om tirsdagen. Dampkogte
kartofler. Fed sovs. 70'ernes kostskole havde endnu ikke opdaget den
grønne bølge.
Os, der kom fra Grønland og ikke kunne tage hjem i weekenden, blev dog
altid forkælet med det store lune/kolde bord søndag aften. Hvis man
proppede sig på 15 minutter, kunne man nå ind i opholdsstuen med kaffe
og kage, hvor tysk TV sendte science-fiction serien "Rumskibet
Enterprise". Den så vi hver søndag.
At vi festede næsten hver torsdag, fredag og lørdag er en anden
historie.
Naturligvis gav det periodisk moralske og bogstavelige tømmermænd.
Det var ikke svært at være vild dengang. Men vi lærte samtidig en masse
om livet og om os selv. Set med bagklogskabens briller bliver det stadigt
mere tydeligt, hvor overbærende "Kostens" vagthavende var. Vi
blev godt rustet til at klare livet efter "Kosten".
Tak for det.
Ikke alle veje fører til Nyborg, men de fleste i kongeriget Danmark
fører igennem Nyborg. Jeg fik husly, venner, kærester og erfaringer i de
tre år.
Tak for det.
Min lillebror og lillesøster fulgte efter mig på Kostskolen.
Lillebror Jens er i dag arkitekt, lillesøster Mette ansat på et
rejsebureau. Jeg selv er journalist.
Jeg skulle også hilse og sige tak fra familiedynastiet
"Iversen". Tillykke med de 50 år.
|
