Valgfag
Tysk fortsættersprog B - hf
Målet med undervisningen er at sætte dig i stand til at forstå tysk, som det tales i dag samt at læse og forstå først og fremmest nyere tysksprogede tekster (efter 1945), både skønlitterære tekster og sagprosatekster (aviser, ugeblade, historiske tekster mm.)
Undervisningen vil især tage sigte på at give dig et centralt ordforråd og en solid viden om tysk, sådan at du kan føre en samtale på flydende tysk.
Udover at arbejde med det tyske sprog vil undervisningen også give dig indblik i udvalgte sider af de tysksprogede landes kultur, historie og samfundsforhold samt hvad der aktuelt rører sig i disse lande (Tyskland, Østrig og Schweiz).
Tysk vil indgå i projekter med andre sprogfag og samfundsfag med henblik på at perspektivere det gennemgåede stof.
Gennem læsning af litteratur fra de sidste 10 år vil du endvidere få et indblik i normer og værdier i dagens Tyskland.
De skriftlige arbejder skal bl.a. tjene til at udbygge din sproglige bevidsthed.
Undervisningen i tysk tager selvfølgelig udgangspunkt i det, du har lært i grundskolen, så den vil blive tilrettelagt sådan, at du har alle forudsætninger for at udvikle dit tysk og udvide dit kendskab til de tysksprogede lande, hvis du møder motiveret og med åbent sind.
Arbejdsformerne vil naturligvis variere, men alle have fokus på at udvikle din evne til at føre en samtale på tysk.
It vil lige fra starten spille en central rolle både i undervisningen, til informationssøgning i dit hjemmearbejde og din kommunikation med klassekammerater og lærere.
Der er i læsepensum ikke krav om et bestemt sidetal, men arbejdet organiseres i 6-8 forskellige emner, der aftales på klassen, og som giver mulighed for samarbejde med andre fag.
Eksamen
Der afsluttes med en mundtlig eksamen, hvor du på baggrund af både kendt og ukendt materiale prøves i din evne til at forstå tysk og kommunikere på tysk.