SiteMap
Kontakt
Lectio
Kantine

Matematik - Mediefag

Matematik A - Mediefag B - Fysik B

med Informationsteknologi og kemi C

Denne studieretning er for dig, der gerne vil arbejde med mediefag og IT i kombination med de naturvidenskabelige fag og matematik.


I studieretningen vil der blive tale om en praktisk og ”hands on” – præget tilgang i brugen af IT, og arbejdet vil i høj grad være projektorienteret

På tværs af fagene

Du vil opleve, at du igennem faget Informationsteknologi kommer til at arbejde med design af grænseflader i et samarbejde med Mediefag. Og faget Informationsteknologi vil helt naturligt spille sammen med Matematik omkring algoritmer og programmering.

Mediefag vil samarbejde med Fysik i forbindelse med videooptagelser af faglige forsøg og den efterfølgende analyse af sådanne forsøg.

Og når fysikfaglige emner skal formidles, vil man ofte benytte de nye formidlingsformer, som Mediefag tilbyder.

Studieretningens fag vil i det hele taget spille sammen omkring en række emner og projekter som f.eks.: historiefortælling i computerspil og film, videoafleveringer, modeller, svingninger og meget andet.

Studieretningsfagene

I matematik lærer vi nogle grundlæggende værktøjer som kan anvendes i andre fag. Det drejer sig især om at lave simple matematiske modeller af den virkelige verden, som kan bruges til forudsigelser. I det arbejde er computere et uundværligt værktøj. Vi arbejder også med selve matematikkens væsen, nemlig den matematiske argumentation (beviser) og logik.

I fysik arbejder vi med emner fra verden omkring os – lige fra de nære ting i dagligdagen til fænomener, der foregår langt ude i universet. Fysik handler om alt fra atomer og det, som er endnu mindre, til universet som helhed. I fysik skal vi arbejde med emner som energi, bølger, lyd, lys, solsystemet og radioaktivitet. Vi skal i fysik lave eksperimenter, så der opnås en sammenhæng med den teori der anvendes.

Interesserer du dig for film og medier, kan du i mediefag komme til at fortælle historier med levende billeder. Du lærer at optage og redigere selv. Du laver egne dokumentar- og kortfilm. Du analyserer spillefilm og dokumentarudsendelser.

Informationsteknologi bruges mange steder i vores hverdag. Mobiltelefoner, facebook, computerspil, nethandel, afstemninger på nettet osv. I undervisningen kommer du bl.a. til at arbejde med design og konstruktion af computerspil og hjemmesider. Faget informationsteknologi handler om at gøre dig i stand til at styre computeren, så computeren ikke styrer dig.