“ ....HF gør mig klar til at læse videre”
Der er allerede planer i hovedet på Christian Held Hansen for, hvad han vil efter sin HF på Nyborg Gymnasium. HF gør ham klar.
- Jeg var egentlig startet på en teknisk uddannelse, men fandt ud af, at det ikke helt var mig. Derfor stoppede jeg og ville finde noget, der kunne bringe mig videre i systemet og frem mod en naturvidenskabelig uddannelse. Det fandt jeg på
HF, der samtidig kun tager to år, fortæller Christian, der desuden lyttede til gode venners anbefaling af uddannelsen:
- Jeg kender en del tidligere HF’ere, der synes, at det havde været virkelig fedt på HF. De synes alle, det var en fed oplevelse, og at det havde været en mindre stressende uddannelsesform, fordi der ikke hele tiden skal gives karakterer året
igennem. På HF er der i stedet evalueringer og først karakterer, når du skal til eksamen.
Mere ro på - og eget ansvar
Netop undervisnings- og eksamensformen på HF passer godt til Christian: - Jeg synes, at både undervisningen og den måde, vi går til eksamen på, er meget tilfredsstillende. Vi har igennem året læst, hvad vi skal bruge til eksamen, der i princippet blot bliver til en snak om noget, vi har arbejdet med før. Vi får ikke årskarakterer, fordi vi arbejder mere henimod eksamen. Det giver mere ro på i hverdagen, fordi du ikke hele tiden skal tænke på de næste karakterer. - På HF er der fire overordnede fagpakker, du kan vælge imellem som suppleres med et frit valgfag. På den måde er der stor frihed til at vælge noget, der passer lige til mine interesser.
"... dejligt åbent sted"
Når Christian føler sig så godt tilpas på HF, så handler det også om studiemiljø og om de øvrige HF’ere: - Der er en del andre, der ligesom mig har prøvet nogle andre ting, før de startede på HF. Der er også mange andre på HF, der ved, hvad de vil bruge deres
gymnasiale uddannelse til og derfor tager den på to år. På de to år følger du både et godt pensum, og du har alligevel også tid til andre ting og til det sociale. Jeg sidder og juggler mange ting med skole, lektier, fritid osv., men det hænger fint sammen. - Jeg kan rigtigt godt lide at være på både HF og på Nyborg Gymnasium. Det er et dejligt åbent sted, også når det gælder de fysiske rammer. For eksempel i Sciencebygningen og i vores studiecenter, konkluderer Christian.